Virksomhederne tjekker dig ud på nettet, når du søger job. Så hvis du vil optimere dine chancer for at gafle drømmejobbet, skal du gå dine profiler på Facebook og LinkedIn igennem med en tættekam.
”Det er helt normalt, at man bliver tjekket ud af firmaerne,” siger Johannes Jørgensen, der er ekstern lektor på CBS og partner i firmaet Wemind, der guider virksomheder til at benytte de sociale medier på den mest optimale måde.
”Hvis man har to ligeværdige kandidater til en
stilling, og den ene er at finde på nettet med nogle interessante profiler, mens
den anden kandidat ikke kommer frem på en navnesøgning, så er det klart, at den
person, der har en tydelig profil på nettet, bliver valgt frem for den
ikke-eksisterende.”
Er du en af dem, der gerne vil yde lidt ekstra for at forbedre dine chancer for at nå til tops, så er de sociale medier en guldgrube, du simpelthen bare må udforske. Men det er også lidt af en jungle, for der er nærmest ingen ende på antallet af nettjenester, hvor du kan udbygge dit netværk og derved forbedre mulighederne for at få fingrene i drømmejobbet.
Facebook, Twitter, Flickr, LinkedIn, Messenger, Xing og Myspace er blot nogle få af de mest udbredte og kendte herhjemme. Men det handler ikke om at være aktiv på alle platforme – det er også helt umuligt og spild af tid, hvis du virkelig skal have noget ud af din tid på nettet. Det handler i stedet om at netværke med de rigtige mennesker i de rette netværk.
”Der er ingen tvivl om, at Facebook og LinkedIn bliver brugt rigtig meget af HR-funktioner og headhunters i rekrutteringsprocessen,” siger Johannes Jørgensen.
Men tilhører du det kreative segment, er det
snarere netværk som Flickr.com og DeviantART.com, du skal bruge din energi på
at netværke i. Er du inden for musikbranchen er det netværk som Soundloud.com,
BandBase.dk eller Myspace, der vil være mest givende.
Det kan være en tidsrøver at netværke på den rigtige måde, hvis du er aktiv i for mange netværk. Det handler om at være aktiv i få og velvalgte netværk. Der er dog ét netværk, der favner bredt, og som du helst ikke skal styre udenom, når du netværker for din karriere, og det er LinkedIn.
”Er man på udkig efter et traditionelt karrierejob, det vil sige, at man måske er fra handelshøjskolen eller ingeniør, så er det meget svært at komme uden om LinkedIn,” mener Johannes Jørgensen.
Her surfer rekrutteringsfolkene
LinkedIn er det primære professionelle netværk i Danmark, med over 650.000 brugere bare i Danmark, så hvis du vil have skub i karrieren, er det om at have en profil der. På LinkedIn kan du både selv kigge efter job og netværke med de rette mennesker, men det er samtidig et sted, hvor rekrutteringsfolk sidder og surfer for at headhunte de bedste–så har du ikke allerede en profil på LinkedIn, så er det på tide at logge på og oprette en.
Facebook er slet ikke på samme måde orienteret
mod karriere og jobliv – nærmere tværtimod. Og det kan for mange faktisk sætte
en kæp i hjulet for karrierekapløbet. Facebook er for de fleste en udvidelse af
ens sociale netværk, hvor vi chatter med venner og lægger sjove billeder og
links ud.
”Men vær nu bevidst om, hvad I lægger op,” advarer Johannes Jørgensen.
For Facebook er et offentligt sted, og rigtig mange bosser vil også tjekke din Facebook-profil ud, når du søger arbejde. Derfor nytter det heller ikke noget at opfatte Facebook som en del af dit privatliv, hvor du kan opføre dig hæmningsløst.
Det er en rigtig dårlig ide at lægge billeder ud, hvor du er halvt eller helt nøgen, medmindre du går efter en karriere, hvor dét er relevant – og det er det jo for nogle ... men nok for de færreste.
Du skal med andre ord være meget opmærksom på, at de billeder og tekster, du lægger ud, skal være af en kaliber, som du selv turde vise fremmede mennesker ansigt til ansigt. Det nytter ikke noget at være top-kæk i sine udmeldinger i statusopdateringerne, hvis ikke du tør være lige så kæk til jobsamtalen.
Kloge tanker på nettet
Modsat kan du bevidst benytte Facebooks mange muligheder for på en nem og hurtig måde at få luft for dine kloge tanker og ideer:
”Det er klart, at det forøger dine chancer for at få jobbet, hvis HR-folkene finder en artikel eller en kommentar, du har skrevet, der viser, at du kender noget til emnet, du søger arbejde inden for –i stedet for vilde drukbilleder,” tilføjer han.
Det behøver ikke være lange artikler eller blogindlæg, du skriver, for at vise, at du ved noget om emnet. Det er også effektfuldt at linke til fx relevante avisartikler eller skrive en kommentar til området gennem statusopdateringen på Facebook.
For at finde inspiration til dine kloge kommentarer og relevante links kan du jo passende bruge et andet af de populære sociale medier, nemlig Twitter.com.
Twitter er mest brugt i udlandet, hvor der
skrives korte opdateringer om, hvad der sker på det sted, man befinder sig. Men
Twitter bruges også til at dele interessante links med hinanden. På Twitter
”følger” man nogle personer, man selv har udvalgt.
At følge nogen på Twitter
betyder, at du automatisk holdes opdateret om, hvad disse personer skriver og
linker til – på den måde kan du følge guruerne inden for dit interesseområde og
være orienteret om det sidste nye.
De informationer, du får gennem Twitter, kan
du jo så lægge op på enten Facebook eller LinkedIn. På den måde vil du være den
første til at bidrage med interessant viden i dit netværk, og der vil blive
lagt positivt mærke til dig.
Thomas Ahrenkiel, HR-direktør i Microsoft
Hvilke netværk bruger I til at kigge på potentielle medarbejdere?
”Den målgruppe, vi går efter, er typisk på LinkedIn, så det er primært der, vi kigger. Vi bruger ikke rigtig Facebook eller Twitter – endnu i hvert fald.”
Bruger I så primært LinkedIn til at headhunte medarbejdere eller til at kigge ansøgere efter i sømmene?
”Det er faktisk både-og. Vi lægger alle vores ledige job op på LinkedIn. Ellers bruger vi LinkedIn til at søge på specifikke søgeord, når vi leder efter bestemte, kvalificerede medarbejdere, der fx kan lave en SQL-database. Vi bruger det faktisk ikke særlig meget til at søge på de personer, der sender ansøgninger til os.”
Hvad med Facebook, bruger I oplysninger derfra til at danne et indtryk af potentielle medarbejdere?
”Facebook ser vi som et mere personligt netværk, hvor man er ven med sine venner, og derfor er det ikke rigtig noget, vi benytter os af.”
Hvad er godt at have på sin profil på nettet?
”Vi går efter de rette kvalifikationer, og har man ikke så mange af dem endnu, så skal man skrive noget fritekst om, hvem man er som person, og hvad man har lavet. Skriv altid, hvis du er medlem af nogle organisationer, har specielle interesser eller laver frivilligt arbejde.”
Hvad er det så, der frasorterer en: Hvad skal man absolut ikke have på sin profil?
”Primært på Facebook kan man komme til at skrive noget dumt eller lægge nogle tåbelige billeder ud.”
10 tips til linkedin
1. LinkedIn er et professionelt karrierenetværk og ikke et decideret vennenetværk – husk det.
2. Det er helt nødvendigt at have en profil på LinkedIn, hvis man vil karrierenetværke optimalt på nettet.
3. Start tidligt, så du har et udviklet netværk, når du skal søge job og virkelig får brug for netværket.
4. Få skrevet en god tekst til din profil, og inviter så de relevante personer til at være connected med dig.
5.Tilføj både venner, medstuderende, kolleger og familie til dit netværk.
6. Skriv gerne en personlig hilsen, når du inviterer andre til at linke til dig, især hvis du inviterer nogen, du ikke kender særlig godt. Skriv fx, hvor I mødtes, og hvorfor du gerne vil være connected.
7. Få dine anbefalinger på nettet. Hvis du har gjort et godt stykke arbejde, så få folk, du har arbejdet sammen med, til at beskrive dig og dit arbejde inde på din LinkedIn-profil. Det fungerer ligesom de anbefalinger, du ellers sender med i en gammeldags papiransøgning.
8.Skriv relevante statusopdateringer i statusfeltet, der viser, at du er med på beatet inden for dit karriereområde.
9. Kommenter andres statusopdateringer. Du kan fx ønske til lykke med et nyt job eller lignende.
10. Meld dig ind i de relevante grupper, der allerede findes, og vær aktiv i gruppen med indlæg.
10 tips til Facebook
1. Facebook er primært et vennenetværk, men det kan sagtens bruges til også at karrierenetværke.
2. Vær meget bevidst om, hvad du lægger ud på Facebook, da mange chefer bruger Facebook til at se potentielle medarbejdere an.
3. Log af Facebook, og søg på dit eget navn for at se, hvordan din profil fremstår for folk, der ikke er venner med dig.
4. Indstil eventuelt din profil til at være en privat profil, hvor du afgør, hvem der må se indholdet.
5. Brug statusopdateringsfunktionen i Facebook til at vise din interesse for og viden om det emne, du især ønsker at gøre en karriere inden for.
6 Post links til artikler eller andet, der viser at du er up-to-date om, hvad der foregår på det område, du ønsker en karriere inden for.
7. Kommenter andres links og statusopdateringer for på den måde at vise, hvor du står holdningsmæssigt.
8. Bliv medlem af relevante grupper og vær eventuelt aktiv inde på væggen.
9. Hvis du er en af dem, der bruger Facebook til at vise sjove festbilleder, så sørg for. at disse billeder kun kan ses af bestemte personer. Det gør du ved at sætte billederne i albums og så lave lister, hvor du kun tilføjer dem, der gerne må se billederne.
10. Du skal ikke gøre noget på Facebook, som du ikke kan stå inde for in real life.






