Erik Helmos, 30 år
Hvad læser du?
Jeg læser til fysioterapeut på Professionshøjskolen Metropol.
Hvor meget mangler du?
Jeg har to et halvt år tilbage af de tre et halvt år, det tager.
Hvad er det bedste, du har lært?
At få et indblik i kroppens anatomi var meget spændende.
Hvad er det værste, du har lært?
Jeg var ikke så vild med vores sidste modul, hvor vi havde tværfagligt arbejde. Vi brugte tre måneder på et tværfagligt projekt, som jeg ikke syntes, var så interessant.
Hvad elsker du mest ved skolen?
Jeg kan godt lide gruppearbejdet. Det er noget nyt for mig. Jeg kommer fra Ungarn, og der lavede vi hele tiden individuelt arbejde.
Hvad hader du mest ved skolen?
At jeg skal cykle fra Amager, og at vi har timer tidligt om mandagen, for jeg arbejder hver søndag nat.
Hvad er din bedste og sjoveste oplevelse på skolen?
Det var nogle introduktionslege, vi havde her på skolen. For eksempel hvor vi skulle skrive nogle ting om hinanden på et stykke papir på hinandens ryg. Det var sjovt at lære hinanden at kende på den måde og se, hvad de andre skrev om en.
Hvad er din vildeste drøm at opnå med denne her uddannelse?
Altså jeg vil meget gerne arbejde. Måske i den private sektor, men det er ikke det vigtigste. Hvis vi kan være færdige efter krisen, vil det være rigtig rart at få et arbejde.
Randi Tangen, 26 år
Hvad læser du?
Jeg læser Cand. Merc. Emf. På CBS i København – dvs. økonomisk markedsføring.
Hvor meget mangler du?
Et halvt år.
Hvad er det bedste du har lært?
Helt klart market research, hvor man lærer at undersøge forbrugernes vaner.
Hvad er det værste?
Det er hårdt omkring eksamenstid, og så går det ud over ens sociale liv.
Hvad elsker du mest ved skolen?
Man lærer mange nye ting. Jeg har for eksempel lært, at jeg ikke kunne det hele i forvejen, og det er vist meget sundt. Og så elsker jeg det sociale og at have et studie, hvor man kan kombinere det med relevant studiearbejde.
Hvad hader du mest ved skolen?
Skolen er lidt bagud teknologisk. For eksempel er der ikke stikkontakter nok i hvert lokale til vores computere.
Hvad er din bedste og sjoveste oplevelse på skolen?
Skolen er rigtig god til at inddrage eksterne folk fra erhvervslivet til at undervise.
Hvad er din vildeste drøm at opnå med denne her uddannelse?
Det har jeg simpelt hen ikke kunnet afgøre. Jeg vil gøre mit bedste der, hvor jeg kommer til. Det er min drøm.
Gry Kruuse, 29 år
Hvad læser du?
Jeg læser til tandlæge på Panum Instituttet ved Københavns Universitet.
Hvor meget mangler du?
Jeg er på niende semester, så jeg mangler kun et semester.
Hvad er det bedste, du har lært?
Det er, at patienter er forskellige, og at man skal tage hensyn til den enkelte patient og møde dem der, hvor de er.
Hvad er det værste, du har lært?
Det værste, jeg har lært, er, at mange tandlæger er nogle vanedyr, og derfor kan man ikke få det samme svar fra to tandlæger, og det vil også sige, at man ikke kan få det samme svar fra to undervisere.
Hvad elsker du mest ved skolen?
Vi har et godt sammenhold og har lært hinanden rigtig godt at kende, fordi vi er her så mange timer, som vi er. De fleste af vores dage er fra klokken 8.15 til 16.30.
Hvad hader du mest ved skolen?
Selve bygningen er ret demotiverende. Panum Instituttet er ret gråt og kedeligt at gå rundt på.
Hvad er din bedste oplevelse?
Vi har faktisk lige lavet ”9. Semester Revy”, og det var en rigtig god oplevelse. Det er 10 uger, hvor man er meget sammen med sine medstuderende, og hvor man laver et show på to timer, hvor man laver en masse grin med lærerne og afdelingerne.
Hvad er din vildeste drøm at opnå med denne her uddannelse?
De fleste vil nok sige, at det er at få deres egen klinik som tandlæge, men det er jeg ret tilbageholdende med, fordi jeg godt kan lide ideen om at komme hjem og så have fri, når man er færdig med at arbejde. Jeg vil bare gerne arbejde et sted, hvor jeg har det godt i min hverdag og har nogle gode kollegaer.
Jannie Baagøe, 25 år
Hvad læser du?
Cand. Merc. På CBS i København.
Hvor meget mangler du?
Et halvt år. Jeg er lige gået i gang med mit speciale.
Hvad er det bedste du har lært?
Makroøkonomi lyder måske lidt kedeligt, men det var virkelig spændende.
Hvad er det værste du har lært?
Metodefag. Det var virkelig kedeligt og højtflyvende. Det var ikke konkret nok, synes jeg.
Hvad elsker du mest ved skolen?
At lære noget og det sociale i at gå på et studie, hvor man er sammen med mennesker, der interesserer sig for det samme som en selv.
Hvad hader du mest ved skolen?
At stresse og eksamenstiderne. Omkring eksamenerne har vi alt for meget at lave.
Hvad er din bedste og sjoveste oplevelse på skolen?
Sammenholdet med de medstuderende. Festerne og de spontane ting i studietiden. For eksempel kan vi lige gå ned på Nexus, som er vores torsdagsbar.
Hvad er din vildeste drøm at opnå med denne her uddannelse?
At blive rigtig dygtig til det jeg laver og få et godt job. Hvad det er for et job, vil tiden vise.
Jesper Nielsen, 24 år
Hvad læser du?
Jeg læser til tandplejer på Panum Instituttet ved Københavns Universitet.
Hvor meget mangler du?
Jeg mangler syv måneder ud af de tre år, det tager.
Hvad er det bedste, du har lært?
Det er venskabet til de to piger, der sidder her ved siden af mig. Så scorer jeg lidt billige point her!
Hvad er det værste, du har lært?
Sociologi. Det var ikke relevant i forhold til uddannelsen, synes jeg.
Hvad elsker du mest ved skolen?
Det sociale.
Hvad hader du mest ved skolen?
De lange dage. Vi har ofte dage, der går fra klokken 8 til 17, og så er der nogle gange skemaændringer, der betyder, at vi møder ind klokken 8, og så er der ikke nogen lærer før klokken 11.
Hvad er din bedste og sjoveste oplevelse på skolen?
Det må være min praktikperiode i den kommunale tandpleje i Gentofte Kommune. Det var meget relevant, og så var det en prøve på den fremtid, jeg forestiller mig.
Hvad er din vildeste drøm at opnå med denne her uddannelse?
Det er helt klart den kommunale tandpleje.








