Bobler du over af gode ideer til nye produkter eller tjenester – eller vil du bare gerne have foden under eget bord? Drømmen om egen virksomhed er tættere på, end du måske tror, hvis du skal til at starte på en HG- eller HHX/HTX-uddannelse. For her kan du bruge skoletiden til at realisere dine ambitioner.
På en række skoler landet over kan du på andet eller tredje år tilvælge et uddannelsesforløb, der i sidste ende kan gøre dig til en af Danmarks mest velhavende og succesrige forretningsfolk og under alle omstændigheder give dig viden og færdigheder, som du ikke kan få nogen andre steder i den fase af dit liv. Young Enterprise kaldes konceptet – Ung Virksomhed – og Company Programme hedder uddannelsesforløbet, og det er lige, hvad det handler om.
Det fede ved forløbet er, at det slet ikke fokuserer på tør teori. Du bliver med det samme kastet ud i at etablere din egen virksomhed, sammen med to-tre andre af dine kammerater på uddannelsen. Allerede tidligt i forløbet får I en ganske enkelt opgave: Find et hyppigt forekommende problem i hverdagen, og skab en salgbar løsning på problemet.
1.000 kroner fra banken
Herefter starter alvoren. Først skal gruppen skrive en forretningsplan for den nye virksomhed. Det er ”learning by doing” med det samme. Læreren vejleder undervejs, men der kan også være frivillige erhvervsfolk, som deltager i Company Programme-timerne. I Lyngby på handelsskolen Knord & CPH WEST støtter Rotary-projektet med erfarne ledere. Forretningsplanen skal nemlig sidde lige i øjet, når den sendes til en anden af uddannelsesforløbets sponsorer, banken Nordea, som giver et ”lån” på 1.000 kroner til alle firmaer med en forretningsplan, som bankens udpegede rådgiver har fidus til.
Her er det selvfølgelig afgørende, at firmaet bygges op omkring et produkt eller koncept, som rent faktisk har en chance for at finde en kundegruppe. Det er en intens og krævende del af forløbet.
Oftest ender firmagrupperne med at vælge et produkt som kernen i deres virksomhed, og kreativiteten blomstrer virkelig – med for eksempel en beholder til mobiltelefoner, som kan monteres på en bh, eller et grydelåg, der automatisk slipper dampen ud, så kartoflerne ikke koger over. Men det kan også være konceptuelle ideer som at sælge smykker ved home-parties.
For at kunne lave en forretningsplan og et firma fordeler gruppen ledelsesjobbene imellem sig. På Knord sker det ikke tilfældigt.
Så skal det vises frem
”Inden eleverne fordeler opgaverne i firmaet, gennemgår de en test, så de selv kan finde deres professionelle personprofil, præcis som ved en rigtig jobsamtale. På den måde bliver de placeret rigtigt i deres nye firma, og de lærer en hel masse om sig selv,” fortæller regionsleder Julie Secher Schultz fra Knord.
Når forretningsplanen er klar – og pengene eventuelt i hus – skal der laves brochurer, hjemmeside, produktbeskrivelse og måske en prototype, som kan vises frem. Derfor er der brug for penge, og måske er de 1.000 kroner slet ikke nok, og så må gruppen ud at finde sponsorer. Der er typisk afsat tre timer om ugen på skoleskemaet til Company Programme, men hvis gruppen virkelig har ambitioner, så skal der kastes en masse fritidstimer i det også, forklarer Julie Secher Schultz.
Men hvorfor overhovedet ofre så meget tid på et firma, som i hvert fald i begyndelsen endnu er ret fiktivt?
Jo, der er nemlig flere attraktive ”gulerødder”, som kan nappes. Undervejs i forløbet kan gruppen præsentere sit firma og dets produkt eller koncept på flere forskellige messer, hvor de samtidig konkurrerer mod hinanden og kan gå videre til afgørende mesterskaber, hvor der vindes attraktive præmier og hæder, og hvor det er muligt at møde nogle af landets bedste erhvervsfolk.
Der er regionale salgsmesser, som normalt foregår i et indkøbscenter for at få et kundeflow, der gør præsentationen realistisk. I Region København foregik denne messe i Lyngby Storcenter i januar. Her bedømmes produkterne og firmaerne af et erfarent dommerpanel, og de bedste kvalificerer sig til den nationale salgsmesse i Odense i februar.
Derudover er der et regionsmesterskab i marts, og vinderen går til DM. Vinder man i Danmark, går man videre til EM. Til regionsmesterskabet indgår der en scenepræsentation på 4 minutter, der virkelig udfordrer evnen til at kommunikere præcist.
”Det er ikke
alle grupper, som får udviklet et koncept, der kan bære uden for skolen. Men
processen er lige så vigtig. Og faktisk har undervisningsforløbet ofte vist sig
at være særligt til gavn for elever, som har haft svært ved at klare sig i den
traditionelle undervisning, fordi de måske var ordblinde.
Her får de pludselig en succesfølelse, fordi de kan klare sig ved at være gode til at kommunikere mundtligt. Og de generte får nedbrudt nogle grænser, når de bliver nødt til at ringe til en bank eller en potentiel sponsor,” siger Julie Secher Schultz.



